Omkring 45 meter oppe, med benene på mit stativ usikkert støttet mod en stenafsats, der aldrig var beregnet til sådanne formål, tager jeg et af mine yndlingsbilleder af Wrocław. Under mig breder markedspladsen sig ud med sin samling af karakteristiske røde tagrygge. Jeg står på den smalle stenbro, der forbinder de to tårne på Skt. Maria Magdalenas Kirke. For de lokale er den kendt som Botbroen, men for alle andre er den kendt som Heksbroen.
Den mørke legende om Heksernes Bro
Broen blev opført i 1400-tallet, og ifølge legenden havde dens højde og den smalle, farligt gelænderløse gangbro oprindeligt en mere uhyggelig funktion end en almindelig bro. Broen blev bygget i middelalderen, da beskyldninger om hekseri florerede i Europa. I Wrocław blev kvinder, der blev anklaget for hekseri – som regel ældre, ugifte kvinder – tvunget til at gå langs broens kant for at afgøre, om de var skyldige eller uskyldige. Hvis en anklaget heks med held klarede den svimlende vandring, var det naturligvis bevis på hendes skyld, da hun måtte have fået hjælp fra djævelen for at komme over. Hun blev derefter brændt levende. Faldt hun derimod – et fald, der med sikkerhed ville være dødeligt – var hun uskyldig. Uanset hvad der skete, ville den anklagede heks’ »retssag« ende med hendes død. Hver gang jeg har krydset denne bro, har jeg stillet mine egne fødder på den smalle afsats og stirret ned på jorden 45 meter under mig og mærket en let gysen løbe ned ad ryggen.
Men der findes en noget mildere og mindre gruopvækkende version af broens historie, en version, der er trykt på informationstavlerne og præsenteres for turisterne. I den mere spiselige version af broens historie blev en forfængelig pige ved navn Tekla forbandet af sin far og dømt til at feje broen i al evighed. Tekla blev reddet fra sin skæbne, da en godhjertet heks greb ind. Ifølge lokal overlevering plejede mødre at bringe uregerlige døtre til broen som en advarsel – en moralhistorie om, hvad der sker med kvinder, der trodser forventningerne.
Bronzeheksen, fotograferet i skumringen
Nu er den engang så uhyggelige bro prydet med en Disney-lignende heks i bronze og hendes kat; de virker slet ikke truende. I stedet har heksen det venlige udseende, som byens berømte dværge er kendt for, og ligesom dværgene skinner heksen og hendes kat af årtier med børns berøringer.
Jeg er kommet til broen i skumringen, som er mit yndlingstidspunkt for at fotografere byen. Dagens sidste besøgende er gået ned ad broen igen, og den bunke mønter, de har efterladt ved heksens fødder, skinner i dagens sidste solstråler. Nu hvor folkemængden er spredt, er det let at føle en smule vemod ved tanken om broens tragiske fortid. Men da jeg kiggede ud over den by, jeg elsker, følte jeg kun min dybe kærlighed til Wrocław og dens indbyggere – inklusive dem af bronze.
