Jeg bliver aldrig træt af at fotografere Wroclaw Universitet. Mens nogle universiteter virker sterile og institutionelle, er Wroclaw Universitet slet ikke sådan; det ligner ikke et sted med forelæsningssale og biblioteksbøder. Det har den lidt magiske stemning som en teaterkulisse med den blege, udsmykkede facade, tårnet og rækkerne af vinduer, der en efter en bliver gyldne, når nogen husker at tænde en lampe. Jeg komponerer billedet lavt, med en kant af trægrene i billedets yderkant. Floden bærer spejlbilledet af de smukke bygninger mod mig i lange, bølgende bånd.
Slodowa-øen, et paradis for studerende
Det egentlige emne er dog ikke kun bygningerne. Det er selve øen. Øen, der længe har været et tilflugtssted for studerende, gør det, den gør næsten hver aften fra april til oktober: Den fyldes med studerende, der har forladt deres skriveborde til fordel for græsset på Slodowa-øen. De ankommer som par og grupper med tæpper rullet under armen, og nogle bærer en kasse øl, der er købt ved boden ved broen. Øen er blevet lokalberømt, fordi det ikke er tilladt at indtage alkohol offentligt i Polen, men på øen lader politiet dem for det meste være i fred. Så de studerende, der ankommer, når skumringen begynder at falde på, kommer ikke ligefrem for udsigten; de kommer, fordi alle er der, og fordi de regler, der gælder i andre dele af byen, ikke helt gælder på øen. De kommer med deres tæpper og øl, fordi Slodowa-øen er det sted, hvor det meste af deres studieliv vil udspille sig – den del, der ikke står på pensum eller indgår i nogen eksamen.
Det er et sted, som Daria og jeg plejede at komme til; faktisk var det et af vores yndlingssteder i byen, så det er altid noget særligt. Jeg kommer altid her, når jeg er i Wrocław, og som regel på samme tidspunkt af dagen. Jeg kommer i skumringen, når solen står lavt, og floden, der spejler lysene fra universitetet, er gylden og kruset som et stykke hamret kobber. På den anden side af floden glimter universitetets barokke tårn i det blå lys fra den tidlige aften.
Fotografering af universitetet i skumringen
Jeg stiller mit stativ op på græsset i den vestlige ende af øen, hvor jorden skråner ned mod floden. Bag mig står grupper af studerende tæt sammen, deres ansigter oplyst af deres mobiltelefoner. Et par sidder lidt adskilt fra de andre, med fødderne dinglende tæt over vandet. Ingen kigger på universitetet. Det er uden tvivl den mest fotograferede bygning i Wrocław, men her, på en ø, der midlertidigt er befolket af universitetsstuderende, har de unge, der studerer indenfor, vendt ryggen til bygningen og er i stedet fokuseret på deres enheder.
Efterhånden som de sidste stråler af dagslys forsvinder, begynder universitetets spejlbillede at antage en dyb, fyldig bronzefarve, og vinduerne på den anden side af vandet skifter fra guld til hvidt, efterhånden som lamperne i vinduerne tændes. Jeg tænker på disse overgange: arkitekturen, der overgiver sig til atmosfæren, og historien, der viger for nutiden. Det er en af grundene til, at jeg bliver ved med at vende tilbage til dette sted og stille mit kamera op på netop denne græsplæne.
