Som fotograf befinder jeg mig ofte i forskellige retsbygninger, hvor jeg beskæftiger mig med ophavsretsspørgsmål. Nogle af disse bygninger er kedelige og officielle, mens et mindre antal – på grund af deres arkitektur, deres historie eller begge dele – vækker bestemte følelser. Nogle bygninger indgyder ærefrygt. Andre vækker uro. På en eller anden måde formår byretten i Wrocław at gøre begge dele, og i årevis har jeg ønsket at forsøge at indfange denne unikke spænding i et fotografi.
Et imponerende byggeri
Opførelsen af bygningen begyndte i 1845 og blev afsluttet i 1852. Retskomplekset, der er tegnet af den berlinske arkitekt Karl Ferdinand Busse, er et imponerende bygningsværk. I modsætning til så mange andre retsbygninger med deres brutalistiske, forretningsmæssige udtryk fremstår retsbygningen i Wrocław som en fæstning med tårne på begge sider af indgangen. Måske havde Busse en respektløs sans for humor; komplekset, der omfatter retsbygningen og et fængsel, blev bygget efter en græsk korsplan, hvilket forekom mig at være et mærkeligt valg i betragtning af kompleksets funktion. To senere tilbygninger til komplekset er mere moderne og typiske for en retsbygning, men de formindsker på ingen måde den oprindelige bygnings imponerende udseende.
En mørk historie
Bygningens historie er lige så uhyggelig som dens facade. I en periode under Anden Verdenskrig blev bygningen brugt af nazisterne som fængsel. Den blev også brugt til henrettelser, hvor de, der var dømt til døden af Det Tredje Rige, blev sendt til guillotinen. De fleste var politiske fanger, der var hentet fra forskellige nazibesatte lande som led i regimets uhyggelige »Nat og tåge«-kampagne. Der fandt omkring tusind henrettelser sted i komplekset, og som det er tilfældet med mange totalitære regimer, "forsvandt" ofrene, og deres skæbne blev for evigt holdt skjult for deres familier. Senere, da krigen var forbi, blev bygningen brugt af kommunistiske embedsmænd til at tilbageholde medlemmer af den polske hjemmehær og andre medlemmer af modstandsbevægelsen. Selv på en solskinsdag er det svært ikke at mærke noget af tyngden fra bygningens mørke fortid.
At gøre op med fortiden
Måske havde min manglende evne til at indfange domstolen præcis, som jeg ønskede, mere at gøre med dens fortid og de små glimt af rædsel, jeg følte ved at kende dens historie, end med tekniske problemer. Jeg havde i årevis ønsket at fotografere den, men kunne aldrig få det helt rigtigt. Jeg måtte lære at nærme mig den langsomt og ikke vige tilbage fra dens urolige historie. Jeg måtte minde mig selv om, at jeg lever i en anden tid, og at de fleste af os, det store flertal af menneskeheden, værdsætter retfærdighed og afskyr magtmisbrug. Da jeg stod foran bygningen på en strålende, solrig dag, komponerede jeg billedet med dens storslåede, spøgelsesagtige facade lige i midten. Hvis den repræsenterer en engang brutal fortid, repræsenterer den også den højtidelige nødvendighed af et retfærdigt system. Jeg kan varmt anbefale at besøge Wroclaw, en skjult perle og en undervurderet europæisk by.
