Et sted, der ikke foregiver at være noget, man ikke er – for eksempel en »cool vestlig storby« – for at tiltrække turister. Det er, som det er – en lille, hyggelig hovedstad med venlige og hjertelige indbyggere, fordi det er sådan, de er, og ikke fordi man er en udefra.
Og de såkaldte »turiststeder« er ikke det bedste, Podgorica har at byde på. Der er en melankolsk skønhed ved dette sted, som man kun kan opdage ved at vandre stille gennem gaderne, uden at blive forstyrret af larmende grupper af folk, der skynder sig forbi.
Podgorica („under en lille bakke“)
Da vi besluttede at fejre nytårsaften 2017 sammen med vores venner i Podgorica, hovedstaden i Montenegro, må jeg indrømme, at jeg var lidt skeptisk. Min første tanke var: "Når man tager byens størrelse (220.000 indbyggere) i betragtning, er vi færdige med sightseeing på bare et par timer". Den anden tanke (heldigvis) var mere optimistisk: "men i så fald får vi mere tid til at smage på montenegrinsk vin".
Da vi ankom til Podgorica tidligt på eftermiddagen, var det en enorm forandring for os i forhold til vores hjem i Berlin. For det første var det solrigt (det er noget af en sjældenhed at se solskin i Berlin om vinteren). For det andet var der ingen stress i byen. Vi så kun få forbipasserende i de hyggelige gader.
De fleste butikker var lukket på det tidspunkt, bortset fra caféer og nogle vin- og spiritusforretninger (hvor vi da også kiggede forbi for at købe nogle lokale drikkevarer). På torvet var man i gang med at opstille en koncertscene til nytårsaften dagen efter. Børnene plaskede i vandet fra springvandet, og trods den kølige temperatur voksede der grønne palmer op af de betonbelagte gader. Efter det hektiske Berlin virkede disse scener næsten som om de udspillede sig i slowmotion for os.
Efter en kort gåtur fandt vi en café, der så lovende ud. Selvom der ikke var plads nok til en gruppe på 7 personer, flyttede tjenerne rundt på bordene, så vi kunne sidde sammen – et godt førstehåndsindtryk. Det andet gode indtryk var maden – portionerne var næsten umulige at spise op på én gang, og alt var til en rimelig pris. Caféen var fyldt med folk, og der spillede moderne balkanmusik fra tv'et, der hang over baren.
Som vi senere fandt ud af, var denne form for elektronisk musik noget, der var helt unikt for denne region. I næsten alle de barer og restauranter, vi kom forbi, var der mindst ét fjernsyn, hvor man kunne se musikvideoer med smukke, til tider halvnøgne kvinder, der dansede til rytmerne af moderne elektronisk musik, som nogle gange var blandet med folkemusik.
En kombination, der er svær at beskrive, medmindre man selv har hørt den. Selvom min indre feminist protesterede i mit hoved („hvorfor skal kvinderne være nøgne?“), var der noget charmerende ved de lyde, der fulgte os overalt. Aldrig før havde jeg oplevet en sådan mangel på populær international musik og et sådant fokus på de lokale bands.
Hvis man er fan af balkankøkkenet og ikke er vegetar, er Podgorica et paradis. De mest almindelige kødretter, vi prøvede, var Ćevapi, Pljeskavica (en lokal hamburger) og Ražnjići, som man kan få i mange restauranter, men også som street food. Stort set alt, der indeholdt kød, var på menuen. Derudover opdagede vi en anden variant af 'ost på toppen' – Njeguški sir – ost opbevaret i olie. Disse retter passede rigtig godt til montenegrinsk hvid- og rødvin fra Vranac-druen – en gammel druesort, der er typisk for Makedonien, Serbien og Montenegro, og som hovedsageligt dyrkes i Montenegro, i regionerne omkring Podgorica.
Vi havde to dage til at gå rundt. Den klare blå himmel gav os mulighed for at se Gorica-bakken, der troner over byen (og som har givet byen sit navn). Man kan selv drage sine egne konklusioner om navnet Montenegro ("sort bjerg"), da hovedstaden faktisk ligger i et fladt område. Podgorica er omgivet af to floder: Morača og Ribnica. Den første strækker sig over en dal midt i byen, og det var en behagelig oplevelse at gå en tur langs det turkisgrønne vand, der stod i kontrast til de hvide sten, der dækkede bredderne.
Arkitektur
Arkitekturen i Podgorica er heller ikke let at beskrive. Den er præget af skiftende regimer. Den ældste del af byen er ikke som i andre byer. Det er næsten udelukkende et boligområde med gamle huse og smalle gader. Det Osmanniske Riges tid har også sat sit præg på dette sted – vi fandt to moskéer og et malerisk klokketårn der. Det var en helt særlig oplevelse for os at sammenligne det med det sted, vi boede i Nova Varoš ("nybyen"), hvor gaderne var lige så brede som i andre europæiske byer.
Under 2. verdenskrig blev Podgorica næsten jævnet med jorden og genopbygget som en jugoslavisk by i den kommunistiske blok (byen hed dengang »Titograd« – opkaldt efter Josip Broz Tito, Jugoslaviens præsident). Disse boligblokke var typiske for den tid og var mange steder malet i klare farver, hvilket gav byen et mere livligt udseende. Fra 90'erne og frem begyndte den urbane revolution, og de nye bygninger af stål og glas blev rejst. Dette var også en tid, hvor Millennium Bridge og den ortodokse kirke Hristovog Vaskrsenja blev bygget og blev de vigtigste vartegn i det moderne Podgorica.
Et andet eksempel på denne trend med stål og glas i Podgorica er George Washington Street, som er et must for en unik oplevelse. Nico og jeg tog derhen om dagen og var de eneste, der gik forbi de luksuriøse, men tomme butikker som Emporio Armani, Max Mara og andre. En playliste med amerikanske julesange spillede fra højttalerne og syntes at starte i det øjeblik, vi nærmede os disse bygninger. Så, pludselig, efter et par skridt væk fra denne gade, var vi omgivet af mennesker, der gik langsomt hen mod kontorbygninger i nærheden eller til en yndlingsrestaurant.
Sådan kunne jeg sammenfatte oplevelsen af Podgorica: en by, der er unik og stolt af sin kultur, hvor lokal musik, mad og ægte gæstfrihed trumfer den udbredte vestlige popkultur. Det betyder ikke, at vi oplevede et kulturchok; der er masser af europæiske elementer her. Man kunne også føle sig tryg og godt tilpas i alle dele af byen. Det, jeg mener, er, at tilliden til og værdsættelsen af deres egne traditioner har spredt sig så meget ind i den moderne virkelighed, at det er blevet en fast del af den. Disse traditioner er ikke kun historiske, som i mange vestlige lande; de lever og udvikler sig til nye former, der tilpasser sig den moderne verden omkring dem.
