Anaga-bjergene gav os fornemmelsen af at befinde os midt i skoven fra Grimms eventyr om Rødhætte på grund af træernes former i laurbærskoven. En anden gang befandt vi os i en lille, afsidesliggende landsby, der strakte sig ud over de stedsegrønne bjergskråninger og næsten lignede en gammel maya-civilisation.
Det skete lige efter, at vi var blevet omgivet af vanddråber, der kom op fra de kraftige bølger i Atlanterhavet, som ramte de gigantiske klipper på øens nordkyst. Og alt dette efter at have set en lille del af denne bjergkæde.
Anaga-bjergene – vandretur i skyerne
Har du nogensinde drømt om at være i en sky-skov? Du ved, ligesom i filmene, hvor junglen pludselig bliver indhyllet i tåge, og helten spejder efter hver eneste skygge mellem træerne? Vi har altid troet, at man skulle rejse mindst så langt som til Sydamerika for at finde denne type skov. Hvor overraskede vi ikke var, da vi opdagede, at vores få timers vandretur i Anaga-bjergene nord for Tenerife ville blive en sådan tur i skyerne, der forsvandt og dukkede op igen med blot en lille vindpust.
Vi havde planlagt turen til Anaga-bjergene i et stykke tid og undersøgt stierne og de steder, vi kunne besøge. Vinteren er ikke det bedste tidspunkt at vandre deroppe uden et godt kendskab til stierne, der kan være mudrede og stejle. Inspireret af billederne af laurbærskoven, der ligner skoven fra Grimms Rødhætte, fandt vi en vandresti, der ville føre os ind i et sådant eventyr.
Anaga-området hører til UNESCO som et verdensnetværk af biosfærereservater. Området blev dannet ved et vulkanudbrud for 7-9 millioner år siden. Det særlige ved dette sted er laurbærskoven, som udviklede sig for millioner af år siden på superkontinentet Gondwana, og der er kun få steder som dette tilbage i verden. I dag er dette sted hjemsted for forskellige endemiske dyr og planter.
Vejene dertil er enestående, ligesom historien. Det sjove begynder, når man tager vandrestierne og bestiger bjergene. Anaga-bjergene når op på 600 m over havets overflade på de højeste steder, så vi tænkte, at det ikke var nogen stor udfordring at gå i et par timer, selv når vejrforholdene ikke er optimale. Vi fandt nogle vandreture på en app og var godt udstyret med vandrestøvler og regnjakker.
Vi startede et sted kaldet Vega de la Mercedes, som i starten lignede enhver anden europæisk skov. Men jo dybere stien førte os ind i bjergene, jo flere fantastisk formede træer dukkede op foran vores øjne. De buede stammer og hængende grene gav indtryk af at være tusinder af år gamle. På et tidspunkt bemærkede vi, at vi var omgivet af tåge, lige efter at vi havde hørt vinden i trækronerne og stået i sollys. Det var ikke tåge – vi gik i skyerne! Nico var så fascineret af denne naturlige åbenbaring, at vi brugte næsten en time på blot at tage billeder af stier, der dukkede op og forsvandt i skyerne.
Vi opdagede nye skovtyper hver time, nye udsigter over bjergene og nye planter. Men vi fik ikke kun et adrenalinkick på grund af naturen, men også på grund af nogle uheld på vejen. At gå ned ad eller klatre op ad stejle stier kan nogle gange være vanskeligt, hvis jorden er konstant våd.
På et tidspunkt fik vi den "geniale" idé at forkorte vores vej ned til byen, hvor vi havde efterladt bilen, og tog en genvej, som vores app foreslog. Vi kunne ikke huske nogensinde at have gået på en stejlere skråning end denne – vi måtte bruge både ben og hænder for at komme ned. Til sidst endte vi begge med at glide ned med vores tunge kamerarygsæk på ryggen. Heldigvis lykkedes det os at stoppe før afgrunden, og intet af Nicos udstyr blev beskadiget. Udsigten nedad overbeviste os om at klatre op igen og tage en temmelig lang, men meget sikrere sti.
Vi måtte grine af os selv, da vi nåede byen nederst. Vi lignede noget, der havde været i et mudderbad. Men hvad værre var, vi var ved at dø af sult efter timers vandring. Så til sidst måtte vi gå på en restaurant her, og vi så ikke ligefrem, hmm… præsentable ud. På trods af de vanskelige stier var vi så opløftede af stedets skønhed og naturlige mangfoldighed, at vi besluttede at vende tilbage igen og igen – i det mindste når vi går på pension.
Benijo/La Roca og byen Taganana
En anden dag følte vi os fristet til at udforske den nordlige del af Anaga-bjergene. Der var et bestemt sted, som Daria gerne ville besøge, der hedder "Taganana". Det ligner lidt en by fra maya-civilisationen, der ligger indkapslet i eviggrønne bjerge. De firkantede huses farvestrålende vægge stod i skarp kontrast til de dybtgrønne og grå bjerge.
Det var ikke kun indtrykket af et isoleret sted – det var svært at nå frem til. For at se denne landsby måtte vi køre ad en næsten udelukkende bjergvej, der var så snoet, at den nogle gange drejede 180 grader til venstre eller højre, flere gange på blot få kilometer. Men det var det værd. Roen og majestæten ved dette sted beroligede vores nerver efter denne vanvittige køretur op og ned.
Næsten lige bag denne landsby lå Benijo-stranden og La Roca. Det sted, som Nico drømte om i sin fotografiske vision. Det er den nordlige kyst på Tenerife. Bjergskråningerne slutter pludselig der og dominerer over den sorte sandstrand (vulkanrester). Men det, der fascinerede os mest, var de gigantiske klipper, der dukkede op fra havet foran vores øjne, da vi gik ned ad trappen fra bakken til kysten.
De enorme bølger brød mod dem og efterlod perler af vand i luften. Vi måtte råbe for at kunne høre hinanden på grund af larmen, og vi kunne ikke forestille os, hvordan nogen kunne svømme her… Men for Nico var det et fotografisk paradis og en ny udfordring, da han ikke før havde taget så mange billeder fra en så klippefyldt kyst, hvor vandet bare sprøjtede lige foran linsen.
Anaga-bjergene var en af grundene til, at vi forelskede os i Tenerife. Den vilde, urørte natur kombineret med udsigten over maleriske landsbyer, der mindede om gamle sydamerikanske kulturer, tog pusten fra os for hver kilometer, vi tilbagelagde i bil eller til fods. Vejene i Anaga-bjergene gav os nogle gange lidt svimmelhed, men de var også et eventyr. Det, der dog slog os mest, var denne følelse af ro, af at være tæt på naturen og dens oprindelse.
