Man mærker straks, når man træder ind i Museum of the Future i Dubai, at dette ikke bliver et traditionelt museumsbesøg. Allerede lobbyen – som i mange museer er et kedeligt, rent funktionelt rum – er 16 meter høj og har en buet dobbelthelix-trappe med robotvæsener, der kigger ned fra loftet. Det er et klart tegn på, at besøgende ikke vil finde stive udstillinger eller vitriner med genstande her. Denne oplevelse minder mere om teater.
Beskeder skrevet i sollys
Daria og jeg var der i forbindelse med Photopills-udstillingen, og takket være arrangementet fik vi lov til at komme ind på museet, før det åbnede for offentligheden. Vi blev også ført op på syvende etage, som normalt er lukket for offentligheden. At se bygningen tidligt om morgenen, før den fyldtes med turister, var en næsten overjordisk oplevelse. Den kalligrafi, der pryder museets facade, fortsætter indad som lys, hvor Sheikh Mohammed bin Rashid al Maktoums ord flyder hen over de indvendige overflader i arabisk skrift. Mod de rene, hvide overflader ser væggene ud til at bære budskaber skrevet i sollys.
Fotografens dilemma
Jeg fotograferer ofte arkitektur. Det giver mig som regel et fast udgangspunkt at arbejde ud fra, hvad enten det er en bestemt udsigt, en facade eller et interessant lysforhold på et bestemt tidspunkt af dagen. Men Museum of the Future er ulig enhver anden bygning, jeg nogensinde har fotograferet, også dens ydre om natten. Den byder ikke på nogen af de faste punkter eller egenskaber, som andre bygninger har. Hver etage i museet er en anden verden, begyndende med en simuleret rumstation i år 2071 på femte etage, hvor besøgende træder ind i museet. Derfra bevæger man sig nedad gennem flere "kapitler": en regnskov, et meditationsrum, Livets Bibliotek – en samling af DNA fra 2.400 arter, der lyser i et mørklagt rum. Lyset skifter, og farvepaletten ændrer sig fra etage til etage, og den samlede effekt er, at bygningen på en eller anden måde fremstår som et levende væsen.
For en fotograf er museet fascinerende, men udfordrende. Dets enestående interiør byder på en lang række oplagte og slående motiver, men det kræver tålmodighed at finde et, der ikke er helt så oplagt. Man holder sig lidt tilbage; man venter. Lyset skifter, og kalligrafien bevæger sig langs gulve og vægge. Indimellem finder man en bestemt lyskvalitet, der strømmer ind gennem museets ydre skal, eller man bemærker en besøgende, der kigger op mod himlen, et øjeblik lammet af dette lysende sprog.
Museum of the Future er bygget i form af en fortælling og bør ikke udforskes i et forhastet tempo. Afsæt mindst to eller tre timer for at opleve bygningen og dens flygtige magi ordentligt.
