En del af vores tur gennem Kilim Geoforest Park på Langkawi var en ørnefodring. Selvom jeg absolut kan anbefale en tur i parken generelt, har jeg blandede følelser omkring selve ørnefodringen.
Ørne er vilde dyr; vi besøgte dem i deres naturlige levested, ikke i en zoologisk have. Fodringen foregik sådan, at rejselederen havde en lille spand med mad, som han kastede ud i vandet. Heldigvis var det kun guiden, der gjorde dette; turdeltagerne havde ikke fået lov til at kaste mad. Da de så maden, begyndte mange ørne at kredse og "jage" byttet. Vi kunne se dette i cirka 2 minutter.
Indtil videre gik det godt, og det var smukt at se på, da det var noget nyt for mig. Jeg fik dog betænkeligheder, da jeg så – 5 minutter efter os – den næste båd gøre det samme. Hvis ørnene bliver fodret hvert par minutter, bliver de mere som dyr i en zoologisk have – på trods af at de befinder sig i deres naturlige habitat.
Nå, men da vi fortsatte vores tur, lagde jeg mærke til noget. De ørne, der kredsede omkring vores båd, havde alle været relativt små og med en rødbrun farve. Nu, i træerne, så jeg to langt større eksemplarer af arten. Da jeg bemærkede det, påpegede vores guide, at det var hvidbugede havørne.
En hvidbuget havørn bliver op til 85 cm høj og har et vingefang på op til 220 cm. Disse to observerede blot spektaklet fra sidelinjen, men deltog ikke. Kun de meget mindre brahminyglenter tog de bidder, som vores guide kastede i vandet.
