Da jeg var seksten, var jeg på skoleudflugt til Rom. Kan du tro, at det, der gjorde størst indtryk på mig, var netop denne bro, Castel Sant’Angelo – mere end Colosseum, i Italien?
Selv nu kan jeg ikke helt forklare hvorfor. Måske er det den måde, statuerne ser ud til at våge over byen på, eller hvordan fæstningen rejser sig for enden af broen som et løfte om ufortalte historier.
To årtier senere vendte jeg tilbage – ikke som turist, men som fotograf. Og denne gang ønskede jeg at indfange, hvordan det minde føltes.
På jagt efter den perfekte symmetri
Marts var god ved mig. Træerne stod nøgne og gav en fri udsigt langs Tiberen. I flere dage gik jeg rundt om Castel Sant’Angelo – over broen, under den og fra den anden side af floden – på jagt efter et motiv, der skabte balance mellem erindring og geometri.
Det sted, jeg valgte, var den modsatte bred af Tiberen, lige bag Ponte Sant’Angelo. Fra denne vinkel leder broen blikket direkte mod fæstningen. Dens buer spejler sig i den stille flod og skaber et spil af lys og skygge, der næsten virker musikalsk.
Da solen forsvandt, oplyste Roms gyldne gadelygter broen. Jeg ventede på det der mellemøjeblik, hvor himlen bliver dyb koboltblå, men før natten sluger alle detaljer. Det er magien ved den blå time – det perfekte øjeblik mellem dag og nat, hvor varme nuancer møder kølige blå toner.
Fotografering af Castel Sant’Angelo i den blå time
Til dette billede ønskede jeg en lang eksponeringstid, der kunne udglatte vandet og fremhæve refleksionerne.
EXIF-indstillinger: Sony ILCE-7RM5 | ISO 100 | f/16 | 30 sekunder | monteret på stativ.
Ved blændetal f/16 fremstod lyspunkterne fra lamperne helt skarpt, hvilket tilføjede scenen en æterisk symmetri. Den 30 sekunder lange eksponering udglattede flodens bevægelser og forvandlede den til en spejlblank overflade, der reflekterede fæstningens skær.
Fototip:
Kom 30 minutter før solnedgang for at sikre dig en plads.
Brug en fjernudløser eller en 2-sekunders selvudløser for at undgå kamerarystelser.
En mikrofiberklud hjælper med at Tiberens bredder kan blive tågede i marts.
Se efter refleksioner: det stille vand fungerer som et spejl; juster din højde en smule, hvis både eller lys forstyrrer overfladen.
Hvorfor denne scene er vigtig
For mig var dette ikke bare endnu et bybillede. At fotografere Castel Sant’Angelo var en måde at vende tilbage til den 16-åriges forundring – det første øjeblik, hvor jeg indså, at arkitektur kan tale gennem lyset.
Det er sjovt, hvordan man efter at have jaget den perfekte eksponering i årevis nogle gange egentlig bare prøver at indfange et minde.
Udforsk videre
Hvis du kunne lide denne historie fra Rom, vil du måske også synes om:
Hver scene lærte mig noget nyt om timing, tålmodighed og om, hvordan lyset kan forvandle selv de mest velkendte steder til noget uforglemmeligt.
Floden Tiber i Rom omhandler flodens oprindelse og historie samt dens rolle i Roms fortid.
Se også mit andet blogindlæg om:
- Min historie om, hvordan jeg tog billeder af Verona fra Castel San Pietro
