Praça da República er hovedtorvet i Elvas, hvor der ligger adskillige historiske bygninger, og som er smukt brolagt i den traditionelle mosaikstil, der kaldes Calçada Portuguesa.
Jeg elsker dette torv ved solnedgang, når lyset falder skråt over Calçada Portuguesa-belægningen og fremhæver dets geometriske mønster, samtidig med at det fremhæver de gule og gyldne nuancer i bygningerne omkring det.
Dette er et af to billeder, jeg tog, da jeg ønskede at give begge sider af torvet deres eget billede. På dette billede ser vi mod Casa da Cultura, der fungerede som rådhus i omkring 400 år. På det andet billede har jeg foreviget den tidligere katedral, der er bygget i en stil, der er meget karakteristisk for garnisonsbyen Elvas.
En uventet forbindelse mellem Casa da Cultura og Belém-tårnet
Casa da Cultura de Elvas er byens kulturcenter, der har til huse i en historisk bygning, der engang fungerede som Paços do Concelho (rådhuset), lige ved kanten af torvets Calçada Portuguesa-belægning. Siden 1993 har det primært fungeret som udstillingssted, hvor der afholdes midlertidige udstillinger og andre kulturelle arrangementer.
Jeg blev overrasket over at opdage, at Casa da Cultura-bygningen var tegnet af Francisco de Arruda, den samme arkitekt, der står bag et af Portugals mest ikoniske monumenter, Belém-tårnet i Lissabon. Han tegnede også Amoreira-akvædukten i Elvas, Água de Prata-akvædukten i Évora (en af mine skjulte perler i Europa) og selve katedralen, der står på den anden side af Praça da República.
Det er et kompakt sted, men dets beliggenhed, betydning og lagdelte arkitektur gør det mere til et kulturarvsted end blot et udstillingssted. Den tilstødende Calçada Portuguesa bidrager også til magien.
Garnisonsbyen Elvas, »Grænsens dronning«
Elvas spillede en nøglerolle i bevogtningen af grænseovergangen mellem Portugal og Spanien. Det er en by, hvis hele byplanlægning var udformet med henblik på at kunne opretholde en garnison på ubestemt tid, hvilket er grunden til, at den er kendt som »Garnisonsbyen Elvas« og har fået tilnavnet »Grænsens dronning«.
Inden for murene rummede byen kaserner, militærdomstole og andre bygninger, der var opført specifikt til at huse og forsyne en permanent garnison, side om side med kirker, klostre og det lange Amoreira-akvædukt, som sikrede vandforsyningen under en blokade.
Byen modtog den officielle UNESCO-betegnelse »Garnisonsgrænsebyen Elvas og dens befæstninger« og blev optaget på verdensarvslisten i 2012 for at rumme verdens største system af befæstede tørgrave og for sin »enestående universelle værdi«.
For at få et fuldt overblik over byen og omfanget af dens historie skal man klatre op mod Elvas-slottet eller et nærliggende udsigtspunkt for at nyde udsigten over det befæstede område fra tagene.
