Ha’penny Bridge har med sin rige historie, der strækker sig over to århundreder, altid været et ikonisk vartegn for Dublin, en fodgængersti over floden Liffey, der inviterer besøgende til at opleve både dens arkitektoniske skønhed og de historier, den rummer. Men under mit nylige besøg i Dublin blev det mere end bare et historisk vidunder; det blev et lærred af farver, en legemliggørelse af selve det irske flag.
Jeg husker stadig den første aften i Dublin. Solen var lige gået ned, og skyerne var i fuld gang med at male en dynamisk himmel. Med mit kamera i hånden legede jeg med lange eksponeringer og forsøgte at indfange himlens bevægelse ovenover og det stille vand nedenunder. Ha’penny-broen stod der, tavs, tilsyneladende uændret af tidens gang.
På opdagelse i det irske flag
Men den virkelige magi begyndte den næste aften. Mens jeg slentrede langs Liffey-floden og indfangede dens fredfyldte skønhed, stødte jeg igen på Ha’penny Bridge. Jeg huskede, at jeg havde bemærket et ødelagt grønt lys fra aftenen før. Denne gang begyndte en idé at tage form. Kunne jeg forvandle denne “ufuldkommenhed” til en unik visuel fortælling?
Da jeg krydsede broen, blev synet klarere. Vandet nedenfor reflekterede et skue – det irske flags farver. Den venstre side, oplyst af det grønne lys under broen, midten af selve broen skinnede rent hvidt, og til højre lå indgangen til Temple Bar-distriktet i et orange skær fra aftenbelysningen.
Spændingen skyllede gennem mig. Jeg satte mit kamera op og valgte en eksponering på 60 sekunder. Jorden under mig rystede, mens fodgængere gik forbi og fejrede Dublins sejr i All Ireland Championship. Det tog seks forsøg, hvor jeg hver gang håbede på det perfekte øjeblik med stilhed, for at fange refleksionen af trikoloren.
Grøn for gælisk, katolsk og republikansk. Orange for anglikansk, protestantisk og unionistisk. Og hvid, der står for håbet om fred mellem de to.
Den aften blev Ha’penny Bridge mere end bare en struktur; den blev en afspejling af Irlands sjæl, dets fortid, nutid og fremtid.
