Nogle steder er så ikoniske og bliver fotograferet så ofte, at det næsten virker meningsløst for mig at fotografere dem; hvilken slags billede kan jeg tage, der vil være anderledes end alle de andre? Disse steder kan virke skræmmende, men jeg kan godt lide udfordringen ved at se et velkendt sted på en ny måde, ved at fotografere disse steder på en måde, der er lige akkurat anderledes nok til at være det værd. På færgen i New York City havde jeg allerede taget et dusin billeder af Frihedsgudinden alene – tæt på og centreret – den slags billeder, som alle tager. Men jeg ville have noget bredere; jeg ville have hele historien om havnen i ét billede, ikke bare monumentet.
De få sekunder, hvor havnen falder på plads
Så jeg ventede. Mens færgen bevæger sig gennem vandet, er der et kort øjeblik, hvor vinklen passer perfekt: statuen på den ene side og bag hende hele skyline i Lower Manhattan med One World Trade Center, der rager op over det hele. Jeg havde kun et par sekunder, før færgens position ville ændre sig igen, og motivernes placering ville være væk.
Det, jeg bedst kan lide ved dette fotografi, er skalaen. Selvfølgelig er Manhattans skyline en samling af kæmper. Men her bliver de overskygget af Frihedsgudinden. Med statuen indrammet, som hun er, ser det ud, som om hun står foran skyline og holder vagt over den. Hendes fakkel er løftet helt op til kanten af billedet, og skyline ligger lavt og bredt bag hende. Det var ikke en komposition, jeg havde planlagt med nogen præcision. Det er bare det held, der nogle gange overgår en fotograf, når man finder det rigtige sted på vandet og lader perspektivet fortælle historien.
Det er et stille, rørende fotografi, især med One World Trade Center i billedet. Det var ikke min hensigt at komme med en udtalelse om modstandsdygtighed eller beskyttelse. Men så snart jeg så det på skærmen, vidste jeg, at det var noget særligt: Frihedsgudinden placeret som vogter og vagt, skyline genopbygget og stående højt bag hende.
Det er et enkelt billede. Der var ingen speciel linse, ingen lang eksponering. Det krævede blot tålmodighed og perfekt timing på en båd i bevægelse. Færger stopper ikke, så man kan få det perfekte billede, og man skal hele tiden korrigere for vandets gyngen og svajen, vinden eller andre passagerer, der uforvarende kommer ind i billedet, lige netop når man trykker på udløseren. For at få begge vartegn skarpe og i vandret position krævede det et par optagelser samt lidt held. Lidt senere på samme overfart drev en sejlbåd ind i et andet billede og gav mig et helt andet udsyn til den samme skyline.
Jeg vender hele tiden tilbage til dette billede, endda mere end nogle af de andre, jeg tog af havnen, og som er mere teknisk perfekte. Det er ikke det mest dramatiske lys eller de mest mættede farver. Men det fanger noget ubeskriveligt ved New York City – den måde, hvorpå byens historie og skyline ligger side om side, tusindvis af etager udtrykt i glas og stål, tæt nok på hinanden til at kunne rummes i et enkelt billede.