Det er svært at skrive om Cypern uden at vække stærke følelser eller reaktioner hos mange europæere, især cyprioter. Hovedstaden Nicosia er stadig i dag delt mellem græsk-cyprioter og tyrkisk-cyprioter, og det ser ikke ud til, at de to parter vil kunne genforenes i den nærmeste fremtid.
Nico, som er født og opvokset i Berlin, var fascineret af tanken om, at byer i Den Europæiske Union kunne være lige så splittede, som Berlin engang var.
Derfor måtte Nicosia stå højt på vores liste over europæiske hovedstæder, vi ønskede at besøge og fotografere. Vi ville gerne udforske byens historie og få en fornemmelse af, hvordan det er at bo et sted, der er delt af en mur.
Nicosia – en delt hovedstad
Vi landede i den sydlige del af byen næsten om natten. Vi havde på forhånd reserveret en lejlighed og transport fra lufthavnen til byen. Ved reservationen kunne vi angive, hvilke emner vi ønskede, at vores chauffør skulle være specialiseret i, såsom madlavning, sightseeing, historie osv. – det er ikke for sjov.
Den dame, der hentede os, viste sig at være en rig informationskilde og en god første guide til den cypriotiske kultur. På vej ind mod byen fortalte hun om, hvad cyprioter laver mad, spiser og hvad de gør for at slappe af. Emnet skiftede dog, jo tættere vi kom på byen, og udsigten til det tyrkiske flag lavet af lys på en af bakkerne udfoldede sig foran vores øjne. Damen virkede lidt foruroliget over synet og forklarede, at tyrkerne gør det for at drille græsk-cyprioter.
Vi følte, at vi var nødt til at spørge, hvordan det føles at krydse grænsen fra Nicosia til den nordlige del af byen. Hun forklarede, at det ikke var noget problem, vi skulle bare have vores pas med. Vi spurgte, om mange mennesker passerer grænsen, og hun svarede, at mange turister gør det. Vi spurgte, hvor ofte hun selv krydser den, og hun sagde, at det næsten aldrig sker. Ikke mange græsk-cyprioter gør det eller føler behov for det. Vi kendte fakta om konflikten på Cypern, men på grund af vores første samtale med en lokal indbygger opdagede vi, hvor svært dette emne er, og at historien stadig udspiller sig, og sårene endnu ikke er helt helet. På trods af den viden begik vi vores første fejl ved at kalde den nordlige del af Nicosia for den "tyrkiske del" – for den sydlige del af øen betragtes som den "besatte del".
Den sydlige del af Nicosia
Den sydlige del af Nicosia vandt vores hjerter allerede fra den første aften. Inspireret af vores chauffør, der hentede os i lufthavnen, følte vi en trang til straks at prøve noget "Meze" (små kød- eller vegetariske retter som salater, stegt kød, halloumi-ost). Vi fandt en lille restaurant lidt uden for hovedgaden Ledra. Det var en typisk cypriotisk taverna med live musik om aftenen. Vi nød vores tid der rigtig meget. Og de næste par dage gentog vi denne oplevelse med at opdage forskellige meze-steder.
De næste to dage vandrede vi rundt i den sydlige del af Nicosia. Vi opdagede, at nogle gader, især den historiske hovedgade Ledra Street, var smart designet – orange og gule sejl hang over gaderne og beskyttede fodgængerne mod solen, som må være stærk i sommermånederne. Vi nød også at gå langs de venetianske mure, der er bygget i form af en stjerne i 1567 af Republikken Venedig for at beskytte byen mod Det Osmanniske Rige (byen faldt i 1570 efter 40 dages belejring). Det var interessant at læse, at efter at øen blev erobret af Det Osmanniske Rige, flyttede mange tyrkere til den nordlige del af øen. De græsk-cyprioter boede for det meste syd på øen, omkring de ortodokse kirker. Vi opdagede mange af disse seværdigheder under vores gåture der.
Cypern gik fra de osmanniske herskere til britisk administration i 1878. Siden da var der kraftige protester fra cyprioterne mod det britiske styre, som sluttede takket være EOKA-krigere. Til minde om denne befrielse står et frihedsmonument, kaldet "Eleftheria-monumentet", tæt på den gamle bydel, hvilket gav os gåsehud og fik os til at stå der i en time. Vi kunne simpelthen ikke lade være med at stirre på de udtryksfulde positurer af Friheden, EOKA-krigerne og cyprioterne, der blev befriet fra "fængslet".
I 1960 blev Nicosia hovedstad i Republikken Cypern, men freden varede ikke længe. I 1963 foreslog græsk-cyprioter en forfatningsændring, som tyrkisk-cyprioter ikke accepterede. Der var mange voldelige episoder efter dette, og byen måtte deles. Grænsen blev kaldt "Den Grønne Linje" på grund af farven på den pen, som en FN-officer brugte til at tegne en våbenhvile-linje på et kort over Cypern. I 1974 forsøgte græsk-cyprioterne at genforene øen, men det førte i stedet til en tyrkisk invasion af den nordlige del. Et år senere erklærede tyrkisk-cyprioterne Den Tyrkiske Føderale Stat Cypern som deres land.
Gå langs og over "Den Grønne Linje" til Nordcypern
Da vi slentrede rundt i det sydlige Nicosia, så vi ofte "Den Grønne Linje". Og hver gang løb det os koldt ned ad ryggen. Grænsen ser ikke ens ud i de forskellige dele af byen. Nogle gange er det en eng fuld af skrøbelige, små, gule blomster, omgivet af abatis. Nogle gange løber grænsen langs bygninger, som nu er ruiner. En gang så vi endda en kirke, hvis bagdør grænsede op til nord.
Man kunne tro, at hvis man krydser grænsen til "Lefkoşa" (som tyrkerne kalder deres hovedstad), vil det være helt anderledes end det sydlige Nicosia. Men det er det ikke. Folk taler et andet sprog, der er flere moskéer end ortodokse kirker, men livet går sin gang på samme måde som i syd. I en park lige ved grænsen legede og lo børnene og så ud, som om de ikke lagde mærke til hegnene. Nico og jeg kan ikke huske mange grænser, der var så godt beskyttet; man kunne sige, at vi var "Schengen-børn".
Vi besøgte et marked, der var fyldt med mennesker og turister. Der kunne man købe en taske med Adidas- eller Michael Kors-merchandise for kun 20 €, men bortset fra det var der intet usædvanligt ved dette sted. Vi nød også en lang gåtur rundt og besøgte karavanseraien Büyük Han (Den Store Kro), som blev bygget i 1572 som et hotel for rejsende, men i dag er det et sted med håndlavede varer, souvenirbutikker og restauranter. Det, vi fandt charmerende, og som giver dette sted karakter, var de farverige broderier, der snor sig omkring gelændere og bænke på pladsen indeni. De var lavet af græske og cypriotiske kvinder for at vise forbindelsen mellem kvinderne i den nordlige og den sydlige del af Nicosia.
En vis melankoli forlod os ikke et øjeblik i Nicosia, men vi vidste, hvad vores mål var. Det var at vise skønheden i begge dele af byen med den fælles mur på vores fotos, trods den politiske situation. Solskinnet om eftermiddagen og om morgenen har samme varme, uanset om det er Ledra Street i den sydlige del eller Büyük Han i den nordlige del. Vi mener, at begge steder fortjener at blive vist fra deres bedste side, og at begge kulturer skal respekteres. De er måske forskellige, og der er måske stadig en vis sorg og vrede, men livet går videre – børn leger og smiler, folk går på arbejde, og turister slentrer bare rundt. Vi fik ikke lov til at tage billeder af den grønne linje – men måske var det bedre på den måde.
