En vinterdag under min allerførste gletschertur på Island standsede vi ved en sø, der så ud som en helt almindelig frossen sø. Planen var enkel: tage det bredeste objektiv, gå tæt på isen og fange nogle af de der perfekt indkapslede luftbobler, som alle lægger op på Instagram.
God idé. Men da jeg stod der for første gang på Island, følte jeg, at noget andet trak i mig.
På den anden side af lagunen, hvor den ragede op over alt, lå en kæmpe gletscher, der skinnede i nuancer af cyan og hvidt, som jeg aldrig før havde set i naturen. Den så levende ud – en langsom, frossen flod af tid. Pludselig virkede den der idé om »luftboble-forgrunde« ikke længere så spændende.
Telebildet frem for vidvinklen: Når afstanden afslører detaljerne
Min Nikon D800 hang om halsen på mig, og instinktivt greb jeg efter teleobjektivet i stedet for vidvinkelobjektivet. Vidvinkelbilleder fortæller, hvor man befinder sig, men teleobjektiver fortæller, hvordan det føles. Jeg ville have den der komprimering, som et langt objektiv skaber, når det flader perspektivet ud og sætter tekstur og form i fokus.
Indstillingerne var enkle, men velovervejede:
EXIF: ISO 100 | f/7,1 | 1/500 sek. | Nikon D800
Lyset var klart, luften bidende, og så fik jeg øje på dem. Tre små skikkelser, der gik langs den isbelagte lagune. De så helt små ud i forhold til gletschervæggen. Og det var netop det – det manglende element, der gav dette billede sin fornemmelse af størrelsesforhold.
I forventning om det rette øjeblik til at fotografere gletsjeren på Island
De var forsigtige og bevægede sig langsomt, men klatrede ikke op. Jeg indså, at de ville blive lige ved lagunens kant – perfekt. Foran mig ragede isskår op af overfladen som rygfinner, »hajlignende formationer«, der gled gennem den frosne lagune. Jeg indstillede kameraet, fokuserede og ventede.
Da de tre elementer stod helt rigtigt, trykkede jeg på udløseren.
>Klik.
>I det ene billede forvandlede scenen sig fra et landskab til en fortælling, hvor menneskene fremstod som en hvisken i et land formet af kæmper.
En lektion i skala for fotografer
Dette øjeblik mindede mig om følgende: Nogle gange er den bedste måde at vise naturens storhed på ikke at zoome ud – men at lade det småt komme til udtryk. Når man inddrager menneskelig tilstedeværelse i de store vidder, får man straks publikum til at fornemme størrelsen, ensomheden og ærefrygten.
Hvis du fotograferer gletsjere, er her et hurtigt tip:
Tip: Jag ikke altid efter det store panorama. Brug et teleobjektiv til at komprimere lagene og lad størrelsesforholdene træde naturligt frem. Og når nogen kommer ind i billedet? Band ikke – komponer i stedet.
Gletscher på Island
Islands gletsjere dækker omkring 10 % af landets overflade, og nogle af dem er flere hundrede meter tykke. De er i konstant bevægelse, skærer dale ud og danner de betagende laguner, der har gjort Islands sydkyst verdensberømt. Læs mere om andre gletsjere og andre interessante fakta.
Den dag i februar gik jeg ikke ud på isen, men jeg gik derfra med noget bedre: et fotografi, der på én gang fangede følelsen af ubetydelighed, ærefrygt og stilhed.
Da jeg stod foran den gletscher, gik det op for mig: Det handler ikke om, hvor stort landskabet er, men om, hvordan det får en til at føle sig indeni.
Se mit andet blogindlæg Vatnajökull-gletsjertur | Island og Seljalandsfoss | Island eller Vík i Mýrdalur | Island Læs mere om min Islandstur i 2020.











