I over to år havde vi gået med tanken om at flytte til Lissabon. På den ene side havde vi i Berlin familie, venner og et ret stabilt liv i et land, hvor vi kendte sproget og kulturen. På den anden side charmerede Lissabon os så meget, at vi tilbragte vinteren der hvert år. Hvorfor det?
Dette billede af solopgangen i Lissabon er taget fra vores balkon. Og hvis du kigger på bygningerne i forgrunden, kan du sikkert gætte, at vores lejlighed med udsigt over Lissabon eller havet ikke er den eneste. Det betyder, at det var meget lettere for os at finde en lejlighed til en ok pris i denne by. Og Berlin… ja, Berlin er flad, så det er sjældent at finde en lejlighed, hvor vinduerne ikke vender ud mod andre bygninger. Vi kan ikke engang forklare, hvorfor udsigten fra vinduet er så vigtig for os. Måske er det den følelse af frihed, vi får, hver gang vi ser en solopgang (eller solnedgang) som denne over byen.
Lissabon er også kendt som “den hvide by”. Fordi den ligger ved en flod, spredes sollyset og oplyser bygningerne med en næsten “himmelsk” glød. Vi indrømmer, at solen er en stor grund til, at vi flygter fra Berlin om vinteren. Vi er begge følsomme over for lys, eller rettere manglen på samme. Vi har i årenes løb bemærket, at hvis vi ikke ser solen i 30 dage, bliver vi dystre og deprimerede. Det værste af det hele var, at vi ikke var alene – om vinteren kan selv tyske gamle damer på gaden råbe af dig uden grund.
For det tredje – og det er nok den vigtigste grund. Folket. Portugiserne er vidunderlige, varme, tålmodige, søde og omsorgsfulde over for hinanden (og det er nok alligevel ikke epiteter nok til at beskrive denne nation). Selv om vi er udlændinge og endnu ikke taler flydende portugisisk, har de budt os velkommen, som om vi ikke var “fremmede”. Og i løbet af de mere end to år, vi boede i Lissabon, mødte vi måske kun to gange en gnaven portugiser (og vi mødte mange af dem).
Det er bare tre af de mange grunde til, at vi droppede alt og flyttede til Portugal. Vi kender selvfølgelig også ulemperne ved at bo i Lissabon. Men de er ikke så dominerende, at vi fortryder, at vi flyttede. Fra vores portugisiske venner lærte vi også nogle vigtige holdninger og et bestemt ordsprog. Hvis der sker noget, som vi ikke bryder os om, siger vi bare “sådan er det”. Og i stedet for at kæmpe følelsesmæssigt med noget, leder vi enten efter en løsning eller går bare ud og spiser middag med vennerne, og så går livet videre.
