Når man først har set et billede af Kotor-bugten taget fra de gamle ruiner i bjergene ovenfor, kan man ikke undgå at drømme om at besøge dette sted. Kotor i Montenegro havde været en fotografisk drøm for Nico i mindst to år, men det virkede altid som en så lang rejse fra Berlin, da der ikke var nogen gode flyforbindelser.
Det var sådan, indtil vi besluttede at tilbringe nytårsaften i Podgorica, som kun ligger 65 km i bil fra Kotor – den mulighed kunne vi ikke lade gå forbi.
Den første dag i 2017 forlod vi Podgorica og satte kursen mod Kotor. Da der kører færre busser til Kotor den 1. januar, tog vi en taxa.
Det viste sig at være en rigtig god idé, for vejret var simpelthen perfekt, og i omkring to timer havde vi tid til at beundre landskabet med dets mørkegrønne dale og sorte bjerge (hvorfra navnet »Montenegro« stammer).
Der lå kun et par bløde skyer på bjergtoppene, og det virkede på os, som om de så trætte ud efter festen i går aftes. Et par gange steg vores puls, når chaufføren tog 180-graders sving, og vi kunne se afgrunden og det turkisblå hav, om end kun et øjeblik.
En fjord i Sydeuropa
Da vi nåede Kotor, steg vores blodtryk endnu mere af spænding. Man kunne ikke se Adriaterhavet fra kysten. I denne del af Montenegro trænger havet langt ind i landet og bjergene og skaber en ria – en oversvømmet flodkløft, der ligner en fjord – Boka Kotorska på det lokale sprog.
Vandet var turkisblåt, hvilket stod i kontrast til de udhængende klipper – Orjen og Lovćen – som set fra denne vinkel så ud til at lukke bugten inde. Bag os stod byens hvide bygninger i kontrast til de mørke bjerge, der ragede op over de små, blege huse.
I det varme lys fra den nedgående sol kunne man se den gamle fæstning i Kotor, der lå så fredfyldt og øde på dette tidspunkt.
Kattens by
Vi lod vores bagage stå u pakket i vores Airbnb-lejlighed, tog kameraet og et par stykker pizza med og gik ud for at tage billeder, inden natten faldt på. Det var en god start på det nye år! Efter et par timers vandring opdagede vi, at Kotor også er noget helt særligt om natten.
Hele byens belægning var dækket af hvide brosten, som, når de blev fugtige af aftenluften, reflekterede lyset på en måde, så hele byen så ud, som om den var lavet af marmor. I souvenirbutikkerne så vi postkort med »Kotor-katte«. I starten troede vi, det var på grund af de sten (på polsk kaldes brosten for "kattesten"), men da vi kiggede ned, så vi masser af katte i alle former, størrelser og farver, der løb gennem gaderne og miavede højlydt. Det var en rigtig katteby!
Kotors gamle bydel og den venetianske fæstning som UNESCO-verdensarv
Kotor er på UNESCOs verdensarvsliste – det samme gælder den gamle bydel i Kotor og den venetianske fæstning på St. Johns-bakken. Selve den gamle bydel er lille (961 indbyggere ifølge Wikipedia), men man kan nemt fare vild. Alligevel er der én ting, man kan være sikker på – når man tror, man er faret vild, ender man altid tilbage på pladsen foran Sankt Tryfon-katedralen – sæde for det romersk-katolske bispedømme.
Katedralen blev opført i 1166 og er en af de mest udsmykkede bygninger i Kotor fra middelalderen. Den ligger næsten midt i byen, og det er imponerende at se de hvide mure stå i kontrast til bjergene i baggrunden. Udover denne katedral kunne Nico godt lide arkitekturen ved Havporten og Flodporten i Kotor – dele af byens befæstning, der går tilbage til det 9. århundrede. Han kunne lide det så meget, at han vågnede før solopgang for at fange dem i den "blå time", når byen stadig sover.
Et besøg i Kotor om vinteren
Vinteren er et godt tidspunkt at besøge Kotor, da der ikke er så mange mennesker, der kommer med krydstogtskibe. Vi kunne nyde byen uden at skulle mase os igennem folkemængderne. Det var også en god mulighed for Nico at tage billeder uden mennesker på. Men så snart vi besluttede at klatre op til den venetianske fæstning med udsigt over byen, opdagede vi, at vi ikke var de eneste udlændinge i området, og det virkede som om, at alle bare kommer til Kotor, springer byen over og går direkte til fæstningen.
Den venetianske fæstning på Sankt Johannes-højen
Vi tilbragte næsten hele dagen på Saint John’s Hill, hvor fæstningen ligger. Vi gik op og ned ad bakken i forsøget på at finde det perfekte motiv til vores fotos, helt forpustede hele tiden, mens vi beundrede udsigten over byen med de røde tagrygge lige for vores fødder, bugtens turkisblå vand og de truende, mørke bjerge i baggrunden.
Fæstningen i Kotor på Sankt Johannes-højen forener arkitektoniske træk fra den illyriske, byzantinske og venetianske stil. Fæstningen blev opført i det 6. århundrede af kejser Justinian I. Byggeriet blev dog først afsluttet i den venetianske periode, da byen kom under venetiansk herredømme. I dag er fæstningens ruiner det eneste, der er tilbage af dens storhedstid, men de er stadig betagende, og ikke kun fordi man skal bestige hundredvis af stejle trapper for at se den i sin helhed. Det var også en adrenalinkick blot at klatre derop, da trapperne ikke er velrestaurerede overalt, og nogle gange lå udsigten lige under vores fødder.
Et eventyr i Kotors fæstningsanlæg, inden restaureringsarbejdet går i gang
Kotors befæstninger blev alvorligt ødelagt af jordskælv, hvoraf det seneste fandt sted i 1969. Samme år blev de opført på UNESCOs liste over truede verdensarvssteder. Selvom restaureringen fandt sted i 2003, blev den hovedsageligt udført i byen. Den øverste fæstning bærer stadig spor af tidens tand, erosion og jordskælv – så pas på, hvor du træder, når du er der! Men i disse ubevarede ruiner fandt vi en slags melankolsk skønhed. Så i sidste ende var vi meget glade for at se den så vild, inden restaureringen ændrer dens udseende.
Man kan beskrive Kotors historie og skrive om, hvordan byen ser ud, men ord er nogle gange ikke nok. I sidste ende, efter at have set billederne fra Nicos kamera, opgav Daria at skrive noget, der kunne matche de udsigter, der var fanget på film. Kontrasten mellem farverne i vandet, de mørke bjerge og byens bygninger var unik. Selvom Kotor ikke var et let sted at nå for os, fortrød vi ikke indsatsen for at komme dertil og se denne by fuld af kontraster.
