En tilbagevenden til Piódão
Vores tur til Foz d’Égua? Det hele begyndte med en tur tilbage til Piódão. Første gang jeg satte mine ben i Piódão, var det midt om sommeren. Stenhusene, der ligger indlejret i de grønne bakker, var et syn for guder. Denne gang var det i april, hvor landsbyen stadig var ved at vågne op fra vinterens slummer.
Sammen med Daria og mig var vores venner, João og Suzi, som deler den samme passion for at indfange verdens skønhed gennem linsen. Vores hovedmål for denne tur var Serra da Estrela, men som fotografer ved alt for godt, er rejsen lige så vigtig som målet. Vi gjorde et pitstop i Piódão til en solid frokost og mindedes mit tidligere besøg.
Den uplanlagte omvej til Foz d’Égua
Da vi fortsatte vores rejse, foreslog João en omvej. Han nævnte Foz d’Égua, et sted, han sagde, jeg ville forelske mig i. Hans ord vakte min nysgerrighed, og selvom det stadig var midt på dagen, besluttede vi os for at udforske denne anbefaling.
Da vi drejede ind på en smal vej fra Piódão, nåede vi snart Foz d’Égua. Synet, der bød os velkommen, var intet mindre end en eventyrlig scene. Husene, der er lavet af den samme mørke skifer, som man finder i Piódão, ligger spredt langs bjergskråningen, og en charmerende stenbro forbinder de to sider af landsbyen over den fredfyldte flod.
Stedet var fredfyldt, en stærk kontrast til de travle flodbade i sommermånederne. Roen gav mig et unikt perspektiv, så jeg fuldt ud kunne nyde skønheden i Foz d’Égua uden distraktioner.
Foz d’Égua på et fotografi
Som fotograf vidste jeg, at der lå et unikt billede og ventede på mig. Så jeg gik på opdagelse i terrænet og søgte efter den perfekte ramme, der kunne indkapsle essensen af Foz d’Égua. Resultatet blev et billede af det ikoniske stenhus og broen, der ligger badet i det bløde eftermiddagslys.
Der var noget utroligt fortryllende ved billedet. Måske var det den uberørte skønhed i Foz d’Égua, eller måske var det den magiske, filmkulisseagtige stemning, stedet havde, men billedet blev præcis, som jeg havde håbet.
Når jeg ser tilbage på mit besøg i Foz d’Égua, kan jeg ikke lade være med at være taknemmelig for den uplanlagte afstikker og Joãos fremragende anbefaling. Den fredfyldte skønhed i Foz de Egua kombineret med glæden ved at indfange den i et fotografi var en mindeværdig oplevelse. Endnu mere, fordi det bekræftede min tro på den magi, der ligger i uventede hjørner af vores smukke verden, og som venter på at blive opdaget og delt.
I sidste ende var Foz d’Égua mere end bare en malerisk landsby. Det var en påmindelse om, at de mest fortryllende historier ofte bliver skrevet, når man tager den mindre befærdede vej.
