»Jeg havde ikke forventet at være næsten helt alene i Pantheon den morgen … men så stod alt pludselig stille, og jeg befandt mig omgivet af to årtusinders historie, Pantheons bronzedøre.«
En morgentur bliver til noget uventet
Det var den 17. marts 2024, klokken 10.19, og Rom havde allerede summet af liv i timevis. Daria og jeg var stået tidligt op for at tage en morgentur gennem byen – en af vores yndlingsmåder at fornemme Roms sjæl på, inden turistmængderne ankommer.
Efter at have vandret gennem de brostensbelagte gader besluttede vi at gå ind i Pantheon lige efter åbningen. Jeg forventede køer, støj og den sædvanlige trampe af fødder på marmor. Vi stillede os i kø som alle andre, indstillet på at dele pladsen med snesevis af andre.
Det, jeg ikke havde regnet med, var, at de kort efter, at vi var kommet ind, ikke længere lod andre komme ind.
Pausen før ceremonien
Vi mærkede hurtigt, at stemningen i lokalet ændrede sig. Politiet talte med personalet med dæmpede stemmer. Folk i uniform begyndte at ankomme og indtog deres pladser med rolig præcision.
Det viste sig, at der netop skulle afholdes en mindehøjtidelighed. Langs Pantheons sider ligger gravene for italienske konger og andre fremtrædende personligheder, og dette var netop en sådan lejlighed. Militærvagter i prangende uniformer stod ret og gjorde honnør, en politiker lagde blomster ned, og i næsten en time blev offentligheden holdt udenfor.
Daria og jeg blev inde og var vidner til et intimt øjeblik på et sted, der normalt summer af besøgende.
I venten på det perfekte billede
Da ceremonien var slut, forlod militæret og embedsmændene stedet. Pantheon lå i en unaturlig stilhed; der var ikke blevet lukket nye besøgende ind i mellemtiden.
Jeg havde allerede udset mig det motiv, jeg ønskede, da vi først trådte ind: de massive bronzedøre, der indrammede marmorgulvet, alteret og oculus'en højt oppe.
Så jeg ventede og lod de andre gå foran mig, mens jeg langsomt nærmede mig dørene. Da jeg endelig var den sidste inde, bad jeg en medarbejder om at træde til side et øjeblik.
Indramning af Pantheons bronzedøre
Da jeg stod under bronzedørene, blev jeg slået af deres størrelse – de rager op i en højde på omkring 7,53 meter og er 4,45 meter brede, og hver af dem vejer mere end 8 ton. De blev fremstillet i kejser Hadrians tid og har bevogtet dette tempel siden omkring år 125 e.Kr., hvilket gør dem til nogle af de ældste døre i verden, der stadig er i brug. Du kan læse mere om romerske døre her.
For at fange dem brugte jeg mit Sony A7R V med et 12 mm vidvinkelobjektiv, indstillet til f/4, 1/40 s og ISO 100. Det ultrabrede perspektiv fremhævede dørernes vertikale styrke og afslørede samtidig Pantheons geometriske perfektion indeni – det mønstrede marmorgulv, der leder blikket op mod oculus.
Fotograferingstips til Pantheons bronzedøre
Gå bredt: Med et objektiv på omkring 12–16 mm kan du fange dørernes fulde højde og en stor del af det indre.
Kom tidligt: Pantheon er som regel fyldt. Tidligt om morgenen eller under uventede afbrydelser (f.eks. ceremonier) har du de bedste chancer for at få et billede uden andre mennesker.
Brug dørene som ramme: Placer dig selv, så de leder betragterens blik ind i bygningens hjerte.
Vær tålmodig: Nogle gange får man det perfekte billede ved blot at være den sidste, der går.
Hvorfor dette øjeblik er vigtigt
Dette fotografi er mere end blot en dokumentation af arkitekturen. Det er et minde om stilheden på et af Roms mest travle steder, et øjeblik hvor historie, højtidelighed og tålmodighed gik op i en højere enhed.
Hvis du nogensinde kommer til Rom, skal du ikke bare gå lige igennem Pantheons bronzedøre – stands op. Kig op. Lad dem indramme dit eget øjeblik med historien.
Hvis du er vild med Rom og gerne vil læse flere af mine indlæg om, hvordan jeg fotograferer denne gamle bys monumenter, så tjek mit næste blogindlæg, der denne gang handler om det smukke Colosseum. Husk også at læse mit andet blogindlæg om Castel Sant’Angelo i Italien.
Eller om, hvordan jeg fotograferede indgangsfacaden på Sacré-Cœur i Paris, Frankrig.
2 Responses
Beste Nico,
Ik complimenteer je met die sublieme foto ( hét moment) van de Colosseum deuren mét oculus! De bijgevoegde gegevens kan ik nog aanvullen met een bijzonderheid dat Michelangelo ook zo onder de indruk was dat hij de koepel van de Sint Pieter een halve meter kleiner in doorsnede maakte…..
Ik ben nooit in Rome geweest, maar wel als (amateur)beeldhouwer bewonderaar van Michelangelo en ja ook zelf foto-enthousiast met mijn Lumix S1..
Hello Ruud, thank you for your kind comment, Michelangelo and his art are both impressive.