Det var juli i Alentejo, midt på sommeren, hvor de fleste rejsende undgår regionen på grund af den ubarmhjertige hede. Vores hotel, der næsten var omgivet af et af Europas største kunstige reservoirer, føltes som en ø i et vidtstrakt landskab. En morgen
gik jeg ud for at se solopgangen og hørte den behagelige lyd af fåreklokker, mens jeg gik hen over marken. Jeg fulgte lyden og ankom til et fredfyldt sceneri med Castelo de Mourão i baggrunden. Et får nærmede sig sin flok under et træ. Man kunne se små støvpartikler fange lyset. Langt ude i horisonten svævede en varmluftsballon (en populær attraktion i Alentejo), og en anden svævede over mig. Dens brændere hvæsede blidt og understregede den mærkelige fred. Dette var Alentejo, uventet, tidløst og dybt rørende.
Mourão Slot – Novelle
Castelo de Mourão troner på toppen af en 184 meter høj bakke og dominerer det omgivende landskab som en tavs vogter over sammenløbet mellem floderne Brenhas og Lavandeira. Slottet blev opført af portugiserne i begyndelsen af det 14. århundrede på fundamentet af en tidligere arabisk bygning. Slottet bærer spor af århundreders skiftende magtforhold og arkitektoniske forandringer.
Kong Manuel I hyrede Francisco de Arruda, der var kendt for sit arbejde med det berømte Belém-tårn, til at renovere bygningen i det 16. århundrede i forbindelse med opførelsen af São Domingos-klosteret, hvor brødrene Rodrigues’ manuelinske gravsted i dag befinder sig. Det var sandsynligvis omkring denne tid, at klokketårnet på Mourão-slottet tog form.
Senere, under restaurationskrigene i det 17. århundrede, blev de middelalderlige befæstninger forstærket med bastioner og raveliner for at tilpasse sig tidens skiftende militære strategier. Selv i dag vidner resterne af borgtårnet og klokketårnet om stedets begivenhedsrige fortid.
Ikke et klichéagtigt postkortbillede
For fotografer, der ønsker at forene levende farver med en subtil fortælling, er Castelo de Mourão et sandt paradis. Det bløde morgenlys, der siver igennem den støvfyldte luft, de jordfarvede nuancer på Alentejos sletter og kontrasten mellem de gamle sten og den flydende bevægelse hos får og himmel skaber tilsammen en helt unik visuel fortælling.
Dette er ikke et sted for klichéagtige postkortbilleder; det er et landskab, der belønner tålmodighed og nærvær. Skønheden ligger i detaljerne – den måde, lyset fanger støvet på, når et får bevæger sig, historiens ekko i slottets forvitrede sten, den uventede ro, der udgår fra en luftballon, der svæver over hovedet. Se også det mystiske Óbidos Slot, der i 2007 blev udnævnt til et af »Portugals 7 vidundere«.
