London Eye er det højeste pariserhjul i Europa og det tredjehøjeste i verden. Det blev bygget i anledning af årtusindskiftet, og driften var oprindeligt kun planlagt til at vare fem år. Det var usikkert, om det ville blive videreført, men efter den store succes med ideen besluttede man at fortsætte driften af London Eye.
En stor succes? Det tror jeg nok. For mig personligt er et pariserhjul ikke særlig tiltrækkende, men jeg er nok i mindretal. For Daria var det endda det vigtigste at opleve i London (udover den obligatoriske tur med dobbeltdækkerbussen), og tilsyneladende var der mange andre, der havde det på samme måde. Selvom man kan købe billetter på forhånd online, måtte vi alligevel vente næsten to timer, før vi endelig kunne komme ind i vores kabine.
Selvfølgelig lod jeg mig let overtale, da udsigten fra 135 meters højde giver mulighed for at tage smukke billeder. Da turen rundt tager en halv time i alt, har man god tid til at tage nogle billeder. Det, jeg dog ikke havde forventet, var kapslens tilstand. Glasset var meget snavset og ridset. For den pris, man betaler for turen, havde jeg håbet, at de ville holde London Eye i bedre stand.
Udsigten var dog fantastisk. Med det blotte øje kunne man se alle de vigtige seværdigheder i London. Vejret var perfekt, så udsigten blev slet ikke forstyrret. I kabinen var der placeret minicomputere, der fortalte, hvad man præcis kiggede på. Bortset fra folk, der løb rundt og opførte sig som kattefisk, var det værd at vente 2 timer på det.
Næste gang vil jeg i hvert fald besøge London Eye om aftenen eller om natten. Udsigten over Londons oplyste skyline må være fantastisk.
