Et sted, der ikke foregiver at være noget, for eksempel en “cool vestlig metropol”, for at tiltrække turister. Det er, som det er – en lille, hyggelig hovedstad med venlige og varmhjertede borgere, fordi det er sådan, de er, og ikke fordi du er en outsider.
Og “turiststederne” er ikke det bedste, Podgorica har at byde på. Der er en melankolsk skønhed over dette sted, som du kun kan opdage ved at gå gennem gaderne i stilhed uden at blive forstyrret af højlydte grupper af farende mennesker.
Podgorica (“under en lille bakke”)
Da vi besluttede os for at fejre nytårsaften 2017 med vores venner i Podgorica, hovedstaden i Montenegro, må jeg indrømme, at jeg var lidt skeptisk. Min første tanke var “når man tager størrelsen (220.000 indbyggere) i betragtning, vil vi være færdige med sightseeing på bare et par timer”. Den anden tanke var (heldigvis) mere optimistisk: “Men i så fald får vi mere tid til at smage Montenegros vin”.
Da vi ankom til Podgorica tidligt på eftermiddagen, var det en enorm forandring for os sammenlignet med vores hjem i Berlin. For det første var det solskin (det er noget usædvanligt at se solskin i Berlin om vinteren). For det andet var der ikke travlt i byen. Vi så kun få forbipasserende på de hyggelige gader.
De fleste butikker var lukkede på det tidspunkt, bortset fra caféer og nogle spiritusbutikker (som vi besøgte for at købe nogle lokale drinks). På markedspladsen var man ved at bygge en koncertscene til nytårsfesten dagen efter. Børn plaskede med vandet fra springvandet, og på trods af de kølige temperaturer voksede der grønne palmer op af betongaderne. Efter det tempofyldte Berlin virkede det næsten, som om disse scener foregik i slowmotion.
Efter en kort gåtur fandt vi en café, der så lovende ud. Selv om der ikke var plads nok til en gruppe på 7 personer, flyttede tjenerne borde, så vi kunne sidde sammen – et godt førstehåndsindtryk. Det andet gode indtryk var maden – portionerne var næsten umulige at spise op på én gang, og alt var til en rimelig pris. Caféen var overfyldt, og der blev spillet moderne balkanmusik fra tv’et, der hang over baren.
Som vi senere opdagede, var denne form for elektronisk musik noget unikt for denne region. I næsten alle barer og restauranter, vi besøgte, var der mindst ét tv, hvor man kunne se videoklip med smukke, nogle gange halvnøgne kvinder, der dansede til rytmen af moderne elektromusik, nogle gange blandet med folkemusik.
En kombination, der er svær at beskrive, medmindre man selv har hørt den. Selvom min feminisme protesterede i mit hoved (“hvorfor skal kvinderne være nøgne?”), var der noget charmerende i de lyde, der fulgte os overalt. Ingen steder før har jeg set en sådan mangel på populær international musik og fokus på de lokale bands.
Hvis man er fan af balkankøkkenet og ikke er vegetar, er Podgorica et paradis. De mest almindelige kødretter, vi prøvede, var Ćevapi, Pljeskavica (en lokal hamburger) og Ražnjići, som man kan få på mange restauranter, men også som street food. Stort set alt, hvad der indeholdt kød, var på menuen. Derudover opdagede vi en anden variant af “ost på toppen” – Njeguški sir – ost opbevaret i olie. Disse retter passede rigtig godt til montenegrinsk hvid- og rødvin fra Vranac-druen – en gammel druesort, der er typisk for Makedonien, Serbien og Montenegro, og som mest dyrkes i Montenegro, i områderne omkring Podgorica.
Vi havde to dage til at gå rundt. Den klare blå himmel tillod os at se Gorica-bjerget med udsigt over byen (som gav byen sit navn). Du kan drage dine egne konklusioner om navnet Montenegro (“sort bjerg”), da hovedstaden faktisk ligger i et fladt område. Podgorica er omgivet af to floder: Morača og Ribnica. Den første strækker sig over en dal midt i byen, og det var en behagelig oplevelse at gå en tur langs dens turkisgrønne vand, som stod i kontrast til de hvide sten, der dækkede bredderne.
Arkitektur
Podgoricas arkitektur er heller ikke let at beskrive. Den er præget af skiftende regimer. Den ældste del af byen er ikke som i andre byer. Det er næsten et rent boligområde med gamle huse og smalle gader. Det osmanniske riges tid har også sat sit præg på stedet – vi fandt to moskeer og et malerisk klokketårn her. Det var en meget anderledes oplevelse for os at sammenligne det med det sted, vi boede i Nova Varoš (“den nye by”), hvor gaderne var lige så brede som i andre europæiske byer.
Under Anden Verdenskrig blev Podgorica næsten jævnet med jorden og blev bygget som en jugoslavisk by i den kommunistiske blok (byen blev dengang kaldt “Titograd” – i navnet på Josif Brod Tito, Jugoslaviens præsident). Disse boligblokke var typiske for denne tid og var malet i klare farver mange steder, hvilket gav byen et mere levende udseende. Fra 90’erne og frem begyndte den urbane revolution, og de nye stål- og glasbygninger blev opført. Det var også dengang, Millennium Bridge og den ortodokse kirke Hristovog Vaskrsenja blev bygget og blev de vigtigste vartegn i det moderne Podgorica.
Et andet eksempel på denne stål- og glastrend i Podgorica er George Washington Street, som er et must for en unik oplevelse. Nico og jeg tog derhen om dagen og var de eneste, der gik forbi de luksuriøse, men tomme butikker som Emporio Armani, Max Mara og andre. En playliste med amerikanske julesange blev spillet fra højttalerne og så ud til at starte i det øjeblik, vi nærmede os disse bygninger. Pludselig, efter endnu et par skridt væk fra denne gade, var vi omgivet af mennesker, der langsomt gik til kontorbygninger i nærheden eller til en yndlingsrestaurant.
Sådan kan jeg opsummere oplevelsen af Podgorica: en by, der er unik og selvsikker i sin kultur, hvor lokal musik, mad og ægte venlighed tager over for den vidt udbredte vestlige popkultur. Det betyder ikke, at vi fik et kulturchok, for der er meget fra Europa på dette sted. Du kan også føle dig tryg og godt tilpas i alle dele af byen. Det, jeg mener, er, at tilliden til og lovprisningen af deres egne traditioner spredte sig så meget ind i den moderne virkelighed, at det blev en fast del af den. Disse traditioner er ikke kun historiske, som i mange vestlige lande; de lever og vokser i nye former og tilpasser sig den moderne verden omkring os.
